Punk stammer fra Storbritannien, og betegner oprindeligt træ der er rådnet pga. svamp. I midten af 70’erne opstod en ny musikgenre ved samme navn. For mange blev punk en livsstil, og nøgleordene var rå attitude, foragt for pænhed og det etablerede borgerskab.
Lighederne mellem en klassisk punker og Carsten Bang er forsvindende små. Der var måske nok nogle vilde episoder, da Carsten var ung i Kjellerup, men han var aldrig rigtigt tæt på at blive punker. I stedet snublede han over en pæn uddannelse som civiløkonom.
Carsten Bang er mange ting, men er punk én af dem? Graver man lidt dybere, viser der sig at være tre ligheder. Bang har været en del af den danske comedyscene helt fra dens spæde start, nærmere bestemt siden 1991.
Men Carsten Bang er ikke – som punk – hverken rå, støjende eller enkel. Til gengæld understreger han, at den enkle glæde og rå energi, der kan opstå i stand-up, på mange måder er ret punk. Lighed nummer to!
Ingen skulle fortælle punkerne hvad der var rigtigt og forkert. Det skulle de nok selv finde ud af. Lighed nummer tre! Carsten Bang repræsenterer i dag intelligent og underfundig stand-up fra højeste hylde, med masser af selvironi og skarpe punchlines.
Glæd jer til PUNK!, hvor Carsten Bang skærer helt ind til benet, skruer ned for reglerne, op for de enkle skarpe jokes – og ligesom punkerne, giver finger til regler og strukturer – med et show, hvor det eneste Bang leder efter er sit drug; den rå, rene latter fra publikum.