I 2026 er det 35 år siden, Danser med Drenge blev dannet af sangskriver Klaus Kjellerup og den
unge sangerinde Philippa Bulgin. Kort efter kom de første store hits ‘Hvorlænge vil du ydmyge
dig?’, ‘Aldrig undvære dig’, ‘Kolde hjerter’ og ‘Grib chancen’ på deres debutalbum, og det satte
Danser med Drenge på landkortet for alvor.
Dette jubilæum fejrer DmD med en 35-års jubilæumstour rundt i landet og en triple jubilæumsvinyl
med alle deres 3 sangerinder.
Selv om Philippa gik bort kort efter debuten, kun 26 år gammel, er hendes vokal og bandets
sange levet videre hos de følgende generationer. Først med bandets 2. sangerinde Rie
Rasmussen, der holdt DmD-faklen højt i 25 år, og senest med bandets 3. sangerinde Ida
Ambrose, som står i front ved jubilæumstouren i 2026.
Ida har gjort et stort indtryk på publikum landet over med sin stærke vokal og intense udstråling.
Og hendes kærlighed til bandet stikker dybt: Hun har sunget ‘Hvorlænge vil du ydmyge dig?’
siden hun var 11 år gammel og øvede sig på sangen hjemme på pigeværelset i Brøndbyøster.
De øvrige kræfter i bandet er legender – Klaus Kjellerup og Stanley Møller var dem, der i sin tid
stiftede 80’er hitbandet Tøsedrengene. Og rytmegruppen består af suveræne musikere fra
øverste hylde: orgelvirtuosen Dan Hemmer og trommeslager Kim Thomsen. Nyt medlem er den
sprudlende guitarist, 31-årige August Campeotto, som har erstattet Steffen Qwist, der afgik ved
døden i 2024.
Gruppen har dedikeret sangen ‘Tag godt imod ham’ til Steffen, og fremfører den under
koncerterne som en mindehilsen til deres afdøde guitarist og ven.
Danser med Drenge har i de 35 år formået at præstere noget ganske særligt – de har skabt en
perlerække af iørefaldende, sangbare hits, der rummer både humor, alvor og eftertænksomhed.
Netop denne blanding af livsglæde og dybde har sikret dem en trofast fanskare i mere end tre
årtier.
Ved DmD’s koncerter er der fællessang fra start til slut. Bandet er kendt for sin intense optræden,
hvor publikum rives med af energien i musikken og de stærke tekster. Og de inviterer stadig
publikum på scenen ved indendørskoncerterne for at synge kor sammen med bandet i balladen
‘Kolde hjerter’.