“Kender du hende?” er en musikalsk, sjov og levende forestilling med nyskrevet musik af blandt andre Anne Linnet og Dorthe Gerlach. Forestillingen tager publikum med på en sanselig og nærværende rejse gennem kvinders liv, drømme og kampe, og giver et indblik i de
valg og konsekvenser, der følger med, når man tør gå imod strømmen.
Med varme, humor og eftertænksomhed udfolder forestillingen fortællinger om venskab og fællesskab, om mod og handlekraft og om at turde bryde normer og gå forrest. Det er en fortælling om længsler og uretfærdighed, men også om håb og muligheden for at skabe forandring, uanset hvor man kommer fra, og
hvilken historie man bærer med sig.
Musik, sang og dans er forestillingens bærende
elementer og skaber en levende og sanselig helhed, hvor fortællingerne får lov at folde sig ud. På scenen kan opleves Lisbeth Kjærulff, Marianne Gonnov Bøgelund og Nina Aller Christrup sammen med elever fra Friskolen for
Scenekunst, der tilsammen giver forestillingen både energi, nærvær og kant.