DR Big Band spænder rensdyrene for den store jazzslæde og tager på juleturné med sidste stop i DR Koncerthuset. I gavesækken har musikerne helt særlige musikalske julegaver til både publikum og hinanden – fra storswingende juleklassikere til poetiske vintermelodier og spraglede musikalske overraskelser.
Det er efterhånden blevet en tradition, at DR Big Band turnerer landet tyndt i juletiden og spreder varm og jazzet julestemning på store og små spillesteder – med sidste stop på hjemmebanen i DR Koncerthuset.
Julen 2023 er året, hvor traditionen får en ekstra dimension! Som noget nyt bliver musikken nemlig rammet ind af en moderne og humoristisk julefortælling, der giver ’Peters Jul’ en tiltrængt overhaling og viser nye sider af bandets musikere.
Men én ting er helt ved det gamle – nemlig den store, imponerende bigband-lyd, der blæser jazzet julestemning ud over hele landet! En gave af ægte musikalsk julehjerteblod – fra alle os i DR Big Band til alle jer, der lytter med.
Glædelig jul!